Book 1:1 samtale
Se adresse

Jelling Musikfestival

Firehøje IF hjælper Jelling Musikfestival

Næsten siden Jelling Muiskfestival begyndte har Firehøje IF stillet med mange frivillige hjælpere.

Læs meget mere om det nedenfor.

Er du interesseret i at melde dig som frivillig til Jelling Musikfestival 2024, send en mail til jelling.vagter@firehoejeif.dk

Firehøje IF på Jelling Musikfestival
 
I 2001 blev Firehøje IF kontaktet af Jelling FS med et tilbud om at indgå et samarbejde omkring at være med til at starte Campen på Jelling Musikfestival op! Firehøje IF sagde dog nej tak. D. 23. december 2001 sad en flok mænd fra Firehøjes fodboldafdeling samlet, og de blev enige om at give det et skud, det blev starten på noget stort! Den overordnede ledelse af Campen har i mange år været varetaget af Morten Jensen og Jens Skov Jørgensen. De har efter 21 år valgt at stoppe, og har overladt Campen til et underudvalg under Firehøje IF.
Igennem årene er Campen vokset, både i omfang og i antallet af frivillige. Under Jelling Musikfestival 2022, var der ikke mindre end ca. 425 (startende med ca. 150 i 2002) frivillige hjælpere på Campen, og opgaverne der bliver varetaget er meget forskellige. Nogle har travlt før og efter festivalen med at sætte hegn op og tage det ned igen, lave streger der markerer brandvejene og diverse andre opgaver, imens andre primært tager en tørn under festivalen. Her er der nogle der bemander Prebens Grill, hvor de sultne kan få stillet sulten, andre ”tager skraldet” og sørger for at holde brandveje fri for affald, telte og andre forhindringer. Der er også nogle der holder brandvagt, og sørger for at det er en sikker oplevelse at være på Campen. Derudover er er også Camp-infoen, som bliver bemandet det meste af døgnet.
Og hvorfor skal man så være frivillig på Campen?
For det første er det mega sjovt! Og derudover doneres der et fast beløb pr. vagt til en afdeling under Firehøje IF efter eget valg. Sidst men ikke mindst får man også en Jelling Musik Festival t-shirt SAMT en partoutbillet til hele festivalen.
 
FAQ:
Hvordan tilmelder jeg mig som frivillig på Campen?
Send en mail jelling.vagter@firehoejeif.dk, så vender vi tilbage med en tilmeldingsblanket du skal udfylde.
 
Kan jeg være sikker på at få en vagt, hvis jeg gerne vil være frivillig?
Som udgangspunkt prøver vi at sørge for at alle der gerne vil, får en vagt. Men… udbud og efterspørgsel! SÅ jo før du er ude, jo mere sikker er du. Hvis du har haft en vagt året før, vil du blive tilbudt tilsvarende vagt året efter.
Hvad kræver det af mig?
At du møder op med god energi og godt humør. Når du tilmelder dig underskriver du en kontrakt som er bindende. Derfor forventer vi også at du lever op til det der står i kontrakten. Hvis alle løfter i flok bliver det meget sjovere.
 
Hvor lang tid er en vagt?
En almindelig vagt på Campen er 8 timer.
Hvad er det for noget arbejde?
Der er flere forskellige muligheder på Campen. De hjælpere vi skal bruge flest af, er til at løse forskellige opgaver ude på campen som fx affaldshåndtering og brandvagter, men der er også mulighed for at lave mad i Prebens Grill.
Kan jeg selv bestemme hvornår jeg har en vagt?
Man har altid lov til at ønske, men vi kan ikke give nogen garantier.
Hvor gammel skal man være?
På camppladsen skal man være 18 år
 
I madboden skal man som udgangspunkt være 16 år, men hjælpere fra 14 år kan bruges ifølge med voksen (forældre).
Hvad får man for det?
Du får en Jelling Musikfestival t-shirt, samt en partoutbillet. Derudover er der et pengebeløb til en afdeling i Firehøje IF som du selv vælger.
Hvad hvis jeg ikke møder op til min vagt?
Så får du en regning på billettens pris, og derudover får du karantæne fra at være frivillig på Jelling Musikfestival.
Hvis du bliver syg, eller på anden måde (lovligt) forhindret, skal du kontakte det os via det nummer der står på din kontrakthurtigst muligt, så finder vi en løsning.
Kan jeg arbejde sammen med mine venner?
Hvis I er flere der gerne vil arbejde sammen, anbefaler vi, at I melder Jer til samlet. Så vil vi gøre hvad vi kan for at I kan komme på samme vagt.
Hvordan får jeg mit armbånd?
Inden festivalen starter, vil du få en mail med oplysninger omkring påsætning af armbånd. Der er mulighed for at få armbånd på inden festivalen starter, men du kan også få det på på festivalpladsen umiddelbart inden din vagt.
Hvor kan jeg sove under festivalen?
Som frivillig camperer du på lige vilkår med festivalens publikum, dvs. du er velkommen til at medbringe dit telt og slå det op på Campen.

 

Firehøje IF


Mød os i Vandel Idrætshal, Skolevej 8, 7184 Vandel og Nørup Hallen, Tørskindvej 3 E, Ny Nørup, 7182 Bredsten.

Telefon: 23245512
E-mail: formand.fu@firehoejeif.dk
CVR: 29403619
Log ind
Mød os i Vandel Idrætshal, Skolevej 8, 7184 Vandel og Nørup Hallen, Tørskindvej 3 E, Ny Nørup, 7182 Bredsten